www.energivejledning.dk

Træk solcelleanlægget fra på selvangivelsen

 
Solcelleanlæg har aldrig været en bedre investering. En hidtil ikke særlig anvendt mulighed for at lave en 25 procent afskrivning på et solcelleanlæg giver nemlig danske boligejere mulighed for årligt at spare i skat.
 
Skatteteknisk sker der følgende, når hr. og fru Jensen vælger at installere et solcelleanlæg: Familien investerer i et solcelleanlæg og tilslutter det elnettet. I det øjeblik anlægget tilsluttes elnettet - og anlægget registreres  - opfattes solcelleanlægget i skattelovgivningen som et produktionsanlæg, og på et produktionsanlæg kan familien Jensen årligt afskrive op til 25 procent.
 
Forudsætninger for skattefradraget
En af forudsætningerne for, at solcelleanlægget giver ret til 25 procent afskrivning, er, at anlægget højst må have en effekt på 6kW. Samtidig skal anlægget være tilsluttet elnettet og derfor med årlig nettoopgørelse (tilbageløbsordning).
 
BoligJobfradraget giver yderligere besparelse
Der er mulighed for at udnytte det BoligJobfradrag, som blev indført før sommerferien.
 
BoligJobfradraget udgør 15.000 kroner pr. voksen over 18 år i husstanden. Maksimum for dette fradrag er den arbejdsløn, der udbetales i forbindelse med installationen af solcelleanlægget.
 
Samtidig er priserne på solceller faldet drastisk i de senere år, og det gør økonomien i et solcelleanlæg endnu bedre.
 
Ifølge Energistyrelsens beregninger er prisen på solceller næsten halveret over de seneste ti år.
 
Uddrag af "Træk solcelleanlægget fra på selvangivelsen" fra Tekniq's hjemmeside.